Det blå mørke
Radioen skrattede stille "When I'm feeling blue... All I have to do..." og hun lod sin finger glide roligt op og ned ad benet i takt til musikken. Hun følte sig faktisk ret blue for at sige det mildt. Huset var pludselig blevet så ensomt. Hendes tanker syntes at give genlyd i det højloftede rum. Hun lukkede øjnene for at holde det klæbende blå mørke ude, men det blev stående som en klam silhuet på nethinden. Alt var gået galt. Skammen lagde sig som en veltilpasset blå mandarin; uden formål eller budskab. Mareridtet havde taget farve. Man regner med, at sort er sorgens farve, men det er kun fordi, man ikke ved bedre, tænkte hun.

Hun støttede hovedet på sit knæ i et desperat forsøg på at finde hvile. Hendes øjne var indtørrede som planterne i hjørnet af rummet, og det var hende umuligt at græde mere. Det var en overstået periode af hendes liv. Nu skulle hun bare videre, men hun vidste, det ville blive svært for ikke at sige umuligt. Det var som om, der var et stort blåt stempel i panden på hende, og alle ville kunne se, hvad der var gået for sig den nat. Den nat, hvor alt gik galt.

Det smertede dybt i hendes bryst at mindes denne nat, og hun fortrængte tanken ved at koncentrere sig om sin vejrtrækning. Rolig nu. Hun overbeviste sig selv om, at der var ingen grund til panik. Hvem i alverden ville gætte, at hun... Tanken forsvandt i det blå hav af tanker, der ikke tør tænkes til ende, og hun følte sig som en drunknende mus i dette hav. Kvalt under byrden af omgivelsernes forventning. Dette var vel noget, man burde komme sig over, man burde glemme. De vidste bare ingenting. Som om der var noget i verden, hun hellere ville, end at glemme alt det, som var sket.

Et lydløst skrig forplantede sig gennem hendes krop, da hun hørte en fremmed lyd ved døren, og hun drejede sig omkring som en hjort med jægerne i halen. Hun så, at det bare var hunden, som krøb gennem døren med en undskyldende mine, men alligevel var det som at vifte en blå klud foran hende. Den isnende følelse virkede pludselig uoverkommelig. Den var et spindelvæv, der samlede sine klistrede tråde om hende i et solidt greb og holdt hende fast, mens hun ikke kunne andet end at vente på edderkoppen, som langsomt var på vej hen ad spindet for at sluge hende i én mundfuld.

Da tog hun beslutningen og rejste sig, åbnede køkkenskuffen og kiggede længe. Meget længe. Det var som om hun var roligere nu, da hun kendte slutningen på historien. Han ville fortryde det så inderligt. Håbede hun. De ville aldrig, aldrig blive glade igen. Aldrig. Smerten føltes ikke så nærværende. Hun kendte allerede alt til smerte. Da så hun, at det ikke var blåt blod, der flød i hendes årer, men det plettede hendes T-shirt og silede ned ad armen i en lyksagelig bevµgelse, der snart skulle g°re slut pσ hendes smerte.

© 1996 Female Nerd